Løgnere og mordere. Tegneserie af 09/07/2016 i CTXT
Efter syv års arbejde er Irak-undersøgelsen, også kaldet Chilcot-rapporten efter navnet på formanden for undersøgelsen, Sir John Chilcot, blevet offentliggjort. Og den har kun bekræftet et par mindre mistanker og nogle andre, som allerede var mere end tydelige for 13 år siden.
Den bekræfter eksistensen af en pagt for en koordineret kampagne for at manipulere den offentlige mening til at tro, at de forsøgte at forhindre intervention i Irak, når al fisken allerede var solgt, og de var ligeglade. De ville have deres krig. Og Aznar var helt med på den.
Den 8. november 2002 godkendte FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt resolution 1441(PDF), som gav Irak en “sidste chance” for at opfylde sine forpligtelser ved at opstille en detaljeret tidsplan for afvæbning. Det var det første kapitel i det, der skulle blive en festival af løgne med katastrofale konsekvenser.
Den 5. februar 2003 præsenterede Collin Powell FN’s Sikkerhedsråd for en undersøgelse af, hvad han hævdede var beviserne for Iraks påståede masseødelæggelsesvåbenprogram.
-Alle billeder brugt af Collin Powell (PDF – 8.5Mb)
–Transcript. Kopi i arkiv fra det amerikanske udenrigsministeriums hjemmeside)
-Komplet intervention (video)
Optagelserne, fotografierne, de virtuelle re-enactments og konklusionerne baseret på dem var intet andet end et dårligt manuskript til at forme påstande baseret på mistanker og dermed kun at dømme på antydninger. En parade, krigen var allerede i gang.
For at få en idé om bevisernes svaghed og de dårlige forklaringer generelt (begrundet i sikkerhedshensyn), er det sådan, Collin Powell demonstrerede eksistensen af nogle kemiske våben:
“Dette er et af 65 steder i Irak, hvor vi ved, at de har kemisk ammunition. Det var her, irakerne dukkede op med fire prøver af kemiske våben.
Her ser du 15 bunkere i gult og rødt. De fire i røde firkanter repræsenterer aktive bunkere med kemisk ammunition.
hvordan kan jeg vide det?
Lad mig give dig et nærmere kig. Se på billederne til venstre, i et nærmere kig, fire kemiske bunkere, de to cirkler repræsenterer bunkere, der opbevarer kemisk ammunition.”
Som prikken over i’et påpegede flere eksperter ifølge The Guardian, at mindst 10 af de 19 sider i dokumentet med titlen“Iraq: its infrastructure of cover-up, lies and intimidation” var blevet kopieret fra forskellige akademiske skrifter, herunder en afhandling af den studerende Ibrahim al-Marashi fra Californien. Efterretningerne var ikke så kloge.
Alligevel var det nok for dem til at føre krig. Den 20. marts 2003 sendte de inspektørerne hjem og begyndte at gøre det, de elsker allermest: at dræbe for fred og sikkerhed.
“Det er sandhedens øjeblik for verden”, indledte George Bush det hele med denne åndssvage sætning.
Vi husker alle udfaldet af historien, masseødelæggelsesvåbnene blev aldrig fundet, dem, som de retfærdiggjorde at så Irak til med fyrværkeri.
Reaktionerne fra de tre krigsliderlige løgnere fra Azorerne har været forskellige, men med en fælles drejebog: Det var nødvendigt, de ville gøre det igen, og selvom de erkender, at en løgn var den eneste undskyldning, fortsætter de med at fastholde, at det på det tidspunkt var den ubestridelige sandhed.
Den mest kyniske af de tre morderiske løgnere var måske José María Aznar, som tillod sig at indrømme, at det, de hævdede at vide uden spor af tvivl, var der i virkeligheden ingen, der vidste på det tidspunkt. Og han indrømmede det til klapsalver, formoder jeg, fra andre fanatiske tilhængere af det umotiverede bombespild.
Nu er den moderne sang blandt de morderiske løgnere at gentage som hovedløse papegøjer, at “Spanien” ikke var med i krigen, at det ikke affyrede et eneste skud. Ikke alene er det ikke sandt, der blev affyret mere end ét skud, men det er også en anden skammelig måde at undskylde støtte til en ensidigt besluttet krig på, ren interventionisme, der fodrede og opfedede de dæmoner, der fortsat hjemsøger Europa og verden.
Krigsforbrydelser begået af USA i Irak og mekanismer for ansvarlighed(PDF)
