Spændinger i Mellemøsten. Tegneserie fra 14/04/2024 i CTXT
TR: "Jeg forstår ikke, hvordan det er kommet så vidt".
"Spændingerne" i Mellemøsten varierer i alvor, afhængigt af hvem der fortæller dig om dem. Nogle gange er det optakten til en nært forestående tredje verdenskrig, og andre gange er det en simpel hverdagshændelse, der ikke har større betydning end en overskrift på side 13.
Da Israel bombede en bygning tilknyttet den iranske ambassade i Damaskus, Syrien, den 1. april, med den åbenlyse hensigt at sprænge ambassaden i luften, efterlade 11 døde og jævne bygningen med jorden, var der ingen, der talte om "Tredje Verdenskrig". Ingen løftede hænderne til hovedet eller talte om en krigshandling. Det var helt normalt.
Da Israel blev spurgt om årsagen til denne bombning. Som sædvanlig udviste en militær talsmand den kynisme, der kendetegner den flok mordere, som Israels hær er, og sagde: "Vi kommenterer ikke rapporter i den udenlandske presse".
Israels bombning af den iranske ambassade kom få dage efter andre israelske angreb i Syrien, hvor mindst 53 mennesker blev dræbt, hvoraf 38 skulle være soldater og syv medlemmer af Hizbollah. Heller ikke ved den lejlighed var verden bekymret over "optrapningen" af "spændingerne".
Men da Iran svarede igen på denne krigshandling i de tidlige morgentimer den 13.-14. april, var der næsten ikke et eneste medie tilbage, som ikke talte om aggression, angreb, krig osv. Og den gennemgående tone var selvfølgelig "Tredje Verdenskrig" uden spor af Irans ret til at forsvare sig selv. Den ret har nu kun Israel.
På det tidspunkt synes den franske præsident Emmanuel Macron at beskylde Iran for at være"ude af proportioner" mod Israel og bekræfter den franske intervention.
Og i Spanien bliver der ikke sagt meget om emnet, fordi der er meget fodbold for tiden, men Borja Sémper, som aldrig går glip af en mulighed for at forarge, mener, at"Spanien ikke kan være lige langt mellem Irans diktatur og Israels demokrati".
Semper henviser til det demokrati, det sidste eller eneste i Mellemøsten (som medierne efterplaprer), som allerede har myrdet mere end 33.000 civile(40.000 ifølge Euro-Med Monitor) på åben gade. Israel har ikke tænkt sig at stoppe med at dræbe, før det har slettet dem fra kortet over det land, det ulovligt har besat i årtier.
I dag har Israel allerede indfriet sit løfte om at svare på Irans svar, og manuskriptet er blevet gentaget. Talsmændene for den israelske propagandamaskine vil ikke fortælle dig andet: Israel forsvarer sig selv. Nul kontekst, minimal eller ingen baggrund. Det er sådan, geomyter camoufleret som journalistik fungerer.
Snigmorderens pagt
Israel har ikke opgivet sin plan om at invadere Rafah, mens de forhandler med USA om deres svar på Irans angreb. USA vil lade Israel fortsætte folkemordet i Palæstina i bytte for "inddæmning" af Iran. Det kan ikke blive mere ulækkert og pinligt.
Der har du to morderiske stater, der forhandler med folks liv uden skam og uden at gemme sig. De, der kan gøre noget, ser til og fortsætter med at lave "gestus".
Som f.eks. endnu en gang at kræve anerkendelse af staten Palæstina (som findes, den findes, de burde hellere kræve, at den ikke udslettes).
Men selvfølgelig. USA har nedlagt veto mod den palæstinensiske anmodning om at blive anerkendt som fuldgyldigt medlem af FN og dermed blokeret for en resolution, der støtter en status, som palæstinenserne længe har søgt i FN, hvor de betragtes som en"ikke-medlems observatørstat". Så det er slut med at forsvare dem. Vejen er banet for folkemord.
Forbudt at tale om folkemord og besættelse
Alt dette er i høj grad gjort muligt af det uvurderlige arbejde, som medierne i det faldende imperium og i de lande, der efterligner dem i Vesten som underdanige bondeknolde, udfører.
New York Times instruerede journalister, der dækkede Israels udryddelse i Gazastriben, i at begrænse brugen af udtrykkene "folkemord" og "etnisk udrensning" og "undgå" brugen af udtrykket "besat område", når de beskrev det palæstinensiske område, ifølge et internt notat, som The Intercept er kommet i besiddelse af.
